onsdag den 29. august 2012

Nyt tøj!

Eller rettere - nyt, gammelt tøj! I dag er jeg krøbet i et par bukser, der de sidste fire-fem år har ligget bagest i skabet og grinet af mig, fordi min fede store bagdel ikke har kunnet være i dem. Oh happy day! Det er virkelig, VIRKELIG skønt! Det kan godt være de sidder stramt, men knappen er knappet, og lynlåsen er lynet.

Hvor FEDT er det lige!?!

Hurra!

/Mette

mandag den 27. august 2012

Status uge 3

Startvægt d. 3/8: 79,8 kg
Vægt d. 20/8: 76,1
Vægt dd: 75 kg.

Så sker der lidt igen! - 1,1 kg er det blevet til i denne uge, og jeg er ganske tilfreds! Jeg synes ellers, at det har været en uge op ad bakke på slankefronten. Motionen har været ekstra hård (lige bortset fra et par enkelte løbeture, der gik godt - resten har været lort), motivationen og overskuddet har været ringere end de foregående uger, og maden... åh ja maden!

Altså jeg skal forestille at spise ca. 1200 kcal om dagen. Jeg vil gætte på, at jeg i weekenden har indtaget 120.000 kcal om dagen. Men for hulan det har været godt!!! Lørdag var vi til "spis lækker, lækker mad hele dagen, uden at røre dig overhovedet"-familiefest. Jeg forsøgte at træffe de sunde valg - sprang flødekartoflerne over (pause til imponerede og undrende udbrud), tog ekstra salat og sparede på saucerne. Men altså - frokost, eftermiddagskaffe, snacks og tre retter til aften + vin kan bare aldrig nogensinde blive til mindre end 1200 kcal. Og da jeg heller ikke havde fundet tid til min løbetur lørdag, fordi Jens var på arbejde hele dagen, så jeg var alene med den lille, indtil vi skulle afsted, var der lissom ikke på nogen måde sparet op til at indtage mad i så rigelige og i sidste ende letkvalmende mængder. Men det stoppede mig jo ikke, vel? Derfor måtte jeg også søndag ud på en løbetur OG tage en dag fra træningsprogrammet. Det var hårdt, uskønt og varmt - men jeg gjorde det. Alligevel var jeg temmelig nervøs da jeg trådte på vægten i morges - heldigvis uden grund. Nu håber jeg bare, at næste uge bliver bedre. Ikke så meget i forhold til vægten, men mere motivation osv. Det andet bliver dælme for trist.

Mål for næste uge: jeg SKAL ende med i alt af have tabt mindst 5 kg.

Der må endnu en gang heppes og krydses fingre!

/Mette

fredag den 24. august 2012

Hep hep!

Ihhh jeg synes det er hårdt at være på kur i denne uge. Lille Laurits tester sine forældres tålmodighed (eller mangel på samme?) på alle mulige og umulige måder. Søvn er en mangelvare, og skrig og skrål haves i rigelige mængder. Der er derfor ikke så stort plus på overskudskontoen, som der har været, og jeg skal tage mig meget sammen for at få fundet løbeskoene frem, for at få lavet de der åndssvage burpees osv. Det går bedre med maden. Det skyldes først og fremmest at vi har minimeret udbuddet af forbudte madvarer i huset. Altså lige bortset fra de der skumfiduser... er der ikke snart nogen, som kommer og spiser dem for mig?

Det er faktisk lidt skidt med det overskud! Vi skal til familiesommerfest (wuhuu, jeg glæder mig!) på lørdag, hvilket i store træk handler om hygge, god mad og vin hele dagen og aftenen med. Det bliver SÅ skønt, men måske ikke lige for vægten. Derfor havde jeg bestemt mig for at give kuren en ordentlig skalle i ugen op til, så jeg med bedre samvittighed kunne nyde den gode mad. Det er så ikke sket, så jeg frygter lidt, at jeg har udsigt til endnu en uge med minimalt, nærmest ikke eksisterende vægttab. Men altså - man skal jo også leve, ikk?

Men hey - har man ikke før hørt om nogen, som både har ædt som et svin OG tabt sig to kg på en uge? Det har man da, ikk? Eller? Nå ikke? Hmmm...

mandag den 20. august 2012

Dagens

Jeg er stadig uvenner med vægten og SÅ sur. Men det er selvfølgelig bedre at have tabt 100 g end at have tilsvarende på. Jeg har jo også allerede tabt mig meget se første 10 dage, så måske forsøger kroppen bare at finde sit leje. Hvad ved jeg... Håber det er bedre i næste uge!

I hvert fald har jeg ikke opgivet noget som helst, og jeg har således her til aften taget et billede af endnu en omgang slankemad. Vi har fået kylling i tern, brunet i karry og lidt olie på panden, hvorefter det sammen med ærter, ananas, gulerødder, porrer, peberfrugt, limeskal og ingefær blev bagt i pakker af bagepapir i 15 minutter. Dertil fik vi fuldkornspasta. Det smagte rigtig godt, og det er helt sikkert en ret der skal udvikles på. Det er nemt og maget, og samtidig fuld af smag fordi alt damp og saft er blevet inde i pakkerne. Lækkert!

Status uge 2

Startvægt d. 3/8: 79,8 kg
Vægt d. 13/8: 76,2
Vægt dd: 76,1

100 røvsyge gram har jeg tabt i den sidste uge! 100!!! Jeg er så skuffet, at jeg næsten ikke kan rumme det i min tykke krop. Og jeg vejede mig endda to gange, for lige at være helt sikker på, at det ikke var elektronikken, den var gal med. Men nej - 76,1 kg vejer jeg i dag.

ØV ØV ØV hvor er jeg træt af det. Jeg synes, at jeg har arbejdet SÅ hårdt. Jeg har svedt, haft ondt og spist broccoli, til det begyndte at vokse ud af ørerne på mig. I alle hverdagene har jeg overholdt min kostplan til punkt og prikke - bortset fra skumfiduserne i onsdags. Jeg har trænet og trænet. Og til hvilken nytte? 100 åndssvage gram!

ØV!

søndag den 19. august 2012

I morgen er vejedag...

Og jeg glæder mig ikke! Jeg har haft en fantastisk dejlig weekend med grill, rødvin, hygge, chokolade, mere hygge, kagemand og boller - hvordan det kan undgås at kunne ses på vægten kan jeg ikke lige gennemskue.
Jeg tør ikke veje mig. Men jeg har dælme hygget mig ....

/Mette

fredag den 17. august 2012

Løbe løbe løbe...

Hvis i læste med i går, vil i kunne huske, hvordan jeg overvejede en løbetur i dag, selvom fredag ikke er løbedag. Jeg havde lyst til en løbetur, men var nervøs for 1) At jeg så ikke ville kunne lave den træning, det egentligt var meningen jeg skulle i dag og 2) At jeg ville ende med at få ondt mærkelige steder på min krop, som jeg endnu ikke kender til og 3) At jeg ikke ville kunne overholde programmet for lørdag, der er min "rigtige" løbedag. Jeg valgte at ....

LØBE I DAG

.... !!

WoW! Det må være første gang i mit lange, tykke liv, at jeg frivilligt har snuppet mig en ekstra løbetur - bare fordi jeg havde lyst. Og det gik super godt. Jeg luntede spurtede afsted og havde det rigtig godt hele vejen igennem. Hjemme igen gik det så op for mig, at jeg stadig havde det der styrketræning til gode, og mit mod sank en del. Jeg gennemførte dog - stadig uden sjippetov, men det får jeg hentet hjem her i weekenden. Programmet lød således:

(5 minutters sjipning)
10 x walking lunges (Ikke med vægte)
10 x burpees
        2 minutters pause og 3 omgange
Tabatha air squats (En tabatha betyder, at man laver otte sæt af noget. Sættene varer 20 sekunder, hvor man yder så meget man kan. Derefter holder man 10 sekunders pause og fortsætter 20 sekunder igen, indtil man har nået otte sæt af 20 sekunder.)

Det var ikke sjovt! Og jeg tror måske, at jeg fremover holder mig fra at lave både styrketræning og at løbe på samme dag. I hvert fald indtil jeg er kommet lidt ned i vægt og i lidt bedre form. Min stakkels krop kan slet ikke holde til at slæbe alle de åndssvage kilo rundt i alle de her øvelser... eller også er det bare mig der er en kylling.

Gokgokgok!

/Mette

torsdag den 16. august 2012

Op og ned..

Sidst var jeg vist rimelig hellig - så vidt jeg husker, fik jeg skrevet noget i retningen af: "Jeg har aldrig lyst til andet end broccoli og postevand". Det var måske liiiiige friskt nok! Tirsdag aften havde jeg sådan rimelig meget lyst til chips og dip, og i går måtte jeg smide "Nul-sukker"-håndklædet i ringen, da jeg grådigt proppede en håndfuld skumfiduser i kraniet efter forsøgsvis at have puttet hysterisk skrigeballon i 1½ time. Da han endelig gik omkuld efter, at jeg imod alle pædagogiske greb bestak ham med to skumfiduser og Rasmus Klump på I-phonen, var jeg træt, sur og sliksulten. Jeg forgreb mig derfor på den pose med skumfiduser, jeg KUN havde åbnet for barnets skýld. Og for lissom at sætte prikken over i'et droppede jeg også min træning. Bum! Når man er sprunget over A, må man også springe over B.

Men det er som om man ikke kan vende ryggen til sin kun i to minutter, og derfor måtte jeg i morges erkende, at det muligvis var en dårlig idé at undlade at træne dagen før. For ikke at komme bagud i træningsregnskabet var der så ikke andet for end at tage to dages træning i dag. Det betød, at da Jens kørte Laurits i dagpleje, snørrede jeg løbeskoene og begav mig afsted. Jeg var lidt nervøs, fordi mit løbeprogram fra i dag begynder at lægge ret mange flere løbeminutter til pr. gang end det tidligere har gjort. Kunne jeg klare det uden at falde i tunge eller snørrebånd? Og svaret er .... JA!! Det gik super godt! Jeg svedte og var udfordret, men helt tilpas. Jeg glædede mig endda til at skulle afsted, og lige nu sidder jeg og overvejer en løbetur i morgen, selvom jeg egentligt først har løbedag på lørdag igen. Men på den måde kunne jeg nemlig indhente den dag, jeg missede sidste lørdag. Jeg er dog lidt i tvivl om, om det er at udfordre skæbnen... det skal jeg lige tænke lidt mere over.

Hjemme igen ventede det styrketræningsprogram jeg sprang over i går:

3x10 Glute Bridges
3x8 Lunges
2 x planke så længe jeg kunne holde det ud
10 minutters sjipning (jeg har steppet i stedet, da jeg stadig ikke har fået hentet sjippetov hjem fra mine forældre endnu)

Jeg er altså ikke så vild med det her styrketræning, og jeg gør det helst i ly af nattens mulm og mørke, så der ikke er nogen som kan se, hvor snotdum jeg ser ud, mens jeg forsøger at efterligne de her øvelser. På et eller andet tidspunkt er jeg nok nødt til droppe forfængeligheden, og give Jens lov til at se, om jeg gør det rigtigt. Indtil da forsøger jeg mig bedst muligt.... og det er ikke kønt, men jeg gør det!

tirsdag den 14. august 2012

Hurra for mig!

Jeg må simpelthen lige komme med et lille jubelindlæg. Som jeg skrev i går, måtte jeg i lørdags opgive dagens løbeprogram fordi det var varmt og jeg blev dårlig. I dag forsøgte jeg mig så med samme program, og det gik vidlt godt! Jeg var ikke ved at dø på noget tidspunkt, og jeg overholdt programmet til punkt og prikke. Jeg er muligvis gennemsvedt og højrød i hovedet, men det skulle være så sundt, har jeg hørt? Nu vil jeg forkæle mig selv med en dag i solen ... Medbragt studiebøger selvfølgelig. Men yay for mig!

mandag den 13. august 2012

Status uge 1.

Hermed en lille statusopdatering over den første uge i mit slankeprojekt.

Startvægt d. 3/8: 79,8 kg.
Vægt d. 6/8: 78,3
Vægt dd: 76,2

Som i kan se, er der allerede sket en del med vægten. Faktisk har jeg været endnu længere nede, da vægten i lørdags stod på 75,5 kg. Der har siden sneget sig lidt på igen - jeg håber det er muskler, der, som de kloge siger, er tungere end fedt. Det er også lige meget - jeg er meget, meget tilfreds med at have tabt 3,6 kg på kun 1½ uge. Jeg er godt klar over, at jeg ikke har tabt 3,6 kg fedt, og at det heller ikke vil fortsætte i samme tempo, men en god start er i min optik ret vigtig for at holde motivationen.

Den sidste uge har været rigtig god. Det er gået over al forventning med maden og med at skulle undvære sukker. Jeg har slet ikke savnet slik, chips osv. Jeg har fået stillet mit behov med sukkerfrit sodavand, og det har fint slået til. Det er lykkes mig her til aften at være med Jens og Laurits i iskiosken uden selv at få en is. Jeg smagte en skefuld af Laurits', og det var helt fint.
   Jeg er heller ikke så sulten, som jeg havde frygtet, at jeg ville være på dette tidspunkt. Jeg bliver mæt af mindre portioner. Jeg spiser så mange rå grøntsager som jeg kan, og fordi de tager længere tid at tygge, ender jeg ofte med at være mæt, før den afmålte portion er spist. Jeg er sulten sent på aftenen og sidst på eftermiddagen, men jeg forsøger at vænne min hjerne til, at det er ok ikke at være 100% mæt hele tiden. Det er også gået over forventning.
   Min største udfordring er, at få spist i ordentlig tid i hverdagene. I weekenderne er det ikke noget problem, for der spiser jeg bare samtidig med Laurits og Jens. Når jeg bare går her hjemme og passer mig selv, kan jeg godt glemme at spise til frokost. Det er farligt, fordi jeg så bliver sulten og derfor også mere tilbøjelig til at spise for meget. Indtil videre er det gået ok, men jeg ved, at når motivationen daler efter at vægten på et tidspunkt stagnerer (og det ved jeg at den vil), så er det vigtigt ikke at blive så sulten. Så jeg må øve mig på at spise jævnligt og små portioner.

Og så er der motionen...
Det er også gået ok, og jeg skal huske, at når man starter fra 0 (eller minus 100), så rammer man ikke maratonformen på en uge. Min løbetur lørdag var elendig, og det gik heller ikke særlig godt med mine burpees i dag. Lørdag var min krop vist bare TRÆT og havde ikke væske og energi nok til en løbetur i middagssolen. I hvert fald var jeg nødt til at stoppe og gå, da jeg var ca. halvvejs, fordi jeg blev svimmel. Jeg forsøger mig med samme distance i morgen efter jeg har afleveret Laurits i dagpleje, og så håber jeg på et bedre resultet. Mht træningen i dag begik jeg en fejl ved at sætte mig i sofaen og blive kold efter at have gået de 4 km frem og tilbage for at aflevere Laurits. Det var siiiiindssygt hårdt at komme i gang igen, og mine ben var tunge, tunge, tunge. Så jeg sprang lidt let over mine burpees, men lavede resten af programmet som jeg skulle. Så ved jeg det til næste gang - træn direkte efter hjemkomsten og vær ligeglad med om Mikkel Beha er blevet barberet her til morgen.

Så for at opsummere: jeg er meget tilfreds med resultatet, motivationen er stadig høj og jeg glæder mig til, at motionen bliver lettere, og til at jeg forhåbentligt får lidt mere muskelmasse. Jeg har af fire forskellige allerede fået at vide, at man kan begynde at se det på mig. Jeg kan selv se det på min mave, hvor dellen over mit kejsersnitar er blevet mindre - skønt!

/Mette

lørdag den 11. august 2012

Dagens vol 2.2

Jeg ved godt, at jeg allerede har lavet et "Dagens" i dag, så vær søde at bære over med mig. Denne gang er det dagens morgenmad. Normalt spiser jeg havregryn med rosiner og minimælk - hverken noget kulinarisk mesterværk eller nogen speciel fotpgen ret, hvorfor det ikke giver sådan speciel god mening at bruge det som "Dagens". I dag har jeg imidlertid opgraderet min morgenmenu, og den bestod af: en skive rugbrød (det gode uden hvedemel fra Langenæs Bageren i Århus) m Skagens Skinke fraskåret synligt fedt og avocado (må i øvrigt rose mig selv for endelig at have modnet en avocado perfekt - de plejer ellers at rådne for mig), der til lidt vandmelon og et æg. I know - vandmelon er ikke andet end vand, men jeg havde lige lyst til lidt sødt, så sådan blev det. Og fotos skal der til...

Dagens vol. 2 - at grille når man er på kur

Jeg eeeelsker at grille! Hvis jeg kunne vælge een slags mad frem for alt andet, må det være et eller andet der har været en tur på weberen og fået den der helt specielle grill-/røgsmag. Men for mig som for så mange andre betyder det at grille også store mængder kød (evt. hvidløgsbrød) og ikke ret meget grønt. Og så selvfølgelig at man SKAL slutte af med en pølse til sidst. Det står faktisk i grundloven lige efter paragrafferne og snefri og kolde l i solskin.

Denne sommer har vi ikke grillet ret meget fordi det lissom ikke rigtig (som i - overhovedet ikke) har været vejr til at sidde ude og nyde vin og mad. Derfor var glæden også stor, da manden min i går ringede og spurgte, om vi ikke i anledningen af solskin skulle grille. JOOOO! Indtil det gik op for mig, at jeg er på kur, og hvad gør man så? Jo man spiser....

tirsdag den 7. august 2012

Det der motion ikk?

Det føles en lille smule mærkeligt at blogge om motion eftersom det aldrig nogensinde har været en fast del af mit liv. Altså - jeg er jo ikke just noget forbillede eller know-it-all som kan belære jer om alt muligt? Men jeg kan til gengæld fortælle om hvor møg hårdt det er når man ikke har rørt sig nævneværdigt siden pigefodbold i 7. klasse - så here goes...

Det er M Ø G hårdt! Eller - noget af det er, andet har jeg overraskende positive oplevelser med. Min træningsuge startede i går, mandag, hvor det var dag 1 i min brors sindssyge udfordrende program. Da jeg lige fik det stukket i hænderne tænkte jeg: "fedt! Det ser nemt ud - så behøver jeg ikke gå i bad bagefter, for jeg kommer slet ikke til at svede... overhovedet." Mandag formiddag befandt jeg mig således fuld af pep og i ufikst og lidet klædeligt træningstøj midt på stuegulvet med computeren foran mig, så jeg kunne nærstudere dagens program:

10 x sprællemænd
10 x air squat
10 x mountain climbers
10 x burpees (tøseversion, uden push ups, men "bare" ned på maven)

Og så fem gentagelser...

Jebus! Det gik fint indtil jeg nåede til de der burpees... så begyndte jeg at hade Rasmus en lille smule... da jeg nåede til 5. omgang, hadede jeg ham sådan rimelig meget, og nu - en dag efter - hader jeg ham for fuld smadder! Jeg har ONDT i muskler, jeg slet ikke vidste, at jeg havde. Sådan nogle mærkelige nogle, som sidder i min side, under armene - og dem bruger man heeeeele tiden, åbenbart. Av for pokker! Og i morgen er det på den igen - heldigvis uden burpees, men mon så ikke bare han har fundet på noget andet ondt? Dumme for mange kilo!

I dag, tirsdag, er min løbedag. Jeg har fundet en løbe-app til min telefon (5k runner hvis der skulle være nogen interesserede der ude), hvor man gradvist over otte uger lærer at løbe 5 km på 30 min. Jeg startede ved uge tre, og det gik fint. Det var lige nøjagtig så hårdt, at jeg begyndte at overveje, hvornår jeg måtte stoppe, men jeg holdt mig 100 % til programmet. Jeg løb efter at have afleveret Laurits i dagpleje. Jeg havde løbetøj og sko på, og så kunne jeg jo ligeså godt løbe hjem, når jeg nu var afsted. Et ret smart move hvis jeg skal rose mig selv. Der udover har har jeg gået 6 km ud for at aflevere ham og hente ham hjem igen. Sååå...

Egentligt er jeg ret stolt af mig selv. Sådan mentalt. For min krop er ikke stolt af mig! Den værker og skriger som et helt gigtplaget plejehjem. Jeg krabber rundt halvt nede i knæ, fordi mine åndssvage muskler ikke vil strække sig ud igen. Jeg er mere end spændt på hvordan hulan, jeg skal komme ud af sengen i morgen... jeg kan vel altid trille ud over siden og kravle ned til mine havregryn. Hvis jeg nu placerer en stor bunke vasketøj strategisk smart, så jeg ikke slår mig, når jeg og alle mine kilo rammer gulvet? Jep, det må være svaret...

Og nu i seng - man blir træt af det der motion... ikk?

mandag den 6. august 2012

Dagens vol.1

I blandt modebloggere er det meget moderne at oprette indlæg om "dagens". Det består af en tøjbeskrivelse med tilhørende kreativt vinklet billede af bloggeren i et smart outfit, så (oftest) hun ligner en million, og vi andre gerne vil eje både tøj og krop. I mit tilfælde er det dobbelt øv, da jeg hverken har råd til tøjet eller har figuren, der kan bære det uden at ligne et æg i et for lille bæger. Bum bum - sandheden er grim som en polsk havneluder. Af samme årsag ejer jeg heller ikke et fuldfigursspejl...

Men hvad så når man gerne selv vil ha' et "dagens" på sin blog? Det ville være fjollet at tage billeder af mit tøj, der buler alle de forkerte steder, og som ikke er sådan specielt fancy eller modebloggersmart. I stedet ville det give go' mening at tage billeder af den mad jeg har spist - når den i øvrigt er noget at prale af. Så kan i klappe mig på skulderen og fortælle mig, at jeg er SÅ dygtig når jeg har spist et dampet blomkål uden nogen som helst form for fedt, sukker eller smag.

Så sådan blir det fra nu af! Jævnligt vil der (forhåbentligt) poppe et indlæg op om lækker slankemad, som gør at jeg taber mig med lynets hast og derfor inden længe har genvundet min ungpigefigur... Der må krydses fingre! Både for figur og lækker mad....

Dagens:

Indkøb: Og ja - der er bacon i blandt. Det blev tørstegt og lagt på fedtsugendepapir (aka - køkkenrulle), så det var ok, i små mængder!

Aftensmad: Broccolisalat uden dressing m. solsikkekerner, rosiner, løg og bacon. Bulgursalat af grov bulgur m peberfrugt, persille, forårsløg og tørrede abrikoser. Grillede kyllingelår - skindet pillede jeg af (hulk!) og sendte videre til villige aftagere (læs: Jens som aldrig tager på om det så gjaldt hans liv)

Reglerne!

Jeg har opsat en række regler for mig selv i sølle forhåbning om, at det skulle gøre vejen mod slankestjerne lettere. Et sæt spilleregler omkring hvad jeg må og ikke må - hvad er ok og hvad er absolut no-go.

1. Jeg skal foretage mig noget aktivt næsten hver dag. Min søde bror har lavet et træningsprogram, som næsten tager livet af hans stakkels, tykke søster. Det skal jeg følge mandag, onsdag og fredag. Så har jeg fundet mig et begynderløbeprogram, som jeg skal følge tirsdag, torsdag og lørdag. Søndag er min fridag.

2. Jeg skal følge en kostplan, som jeg har liggende fra tidligere slankeudflugter. Den er lavet af en klinisk diætist, og jeg tror godt, at jeg kan huske den. I hvert fald i hovedtræk, og det er fint for nu.

3. Ingen sukker i hver dagene, med mindre jeg bliver budt når jeg er ude. Så må jeg gerne smage, men i beherskede mængder.

4. Min sutteklud er sukkerfrit sodavand, som jeg må drikke et glas af om dagen - til frokost, hvor Lillemanden som oftest er i dagpleje, og derfor ikke ville kunne tigge om "Mire! Mire!" (læs: mere! mere!)

5. At jeg falder i en enkelt gang betyder ikke, at hele projektet er røget ud med opvaskevandet.

Mit mål: At tabe mig til 55 kg - stopper evt før hvis jeg er tilfreds med spejlbilledet. Dvs. jeg skal tabe mig 23,3 kg inden d. 1/8 - 2013, altså om ca. 1 år. Det betyder at jeg ca. skal tabe mig 500 g i ugen - det burde kunne lade sig gøre.

Delmål: At tabe mig 10 kg inden jul i år. Det skal gå lidt stærkere i starten for at jeg kan nå det delmål, men det, mener jeg også, er realistisk.

Jeg opdaterer min vægt én gang i ugen - om mandagen. Jeg havde egentligt tænkt, at det skulle være fredag, men så er jeg bange for, at jeg vil give mig selv lidt friere tøjler i weekenden. Hvis jeg ved, at jeg skal blogge min vægt mandag, kan det godt være jeg siger nej tak til chips og kager i weekenden, for ikke at ligne en komplet idiot, når jeg mandag efter mandag forsøger at forklare min fuldstændigt stillestående vægt.

Hmm.... Kan ikk lige komme i tanke om mere...

/Mette

Godt begyndt - halvt fuldendt?

Det viser sig så, at man ikke bare kan spise som man har lyst til, sidde i sofaen og undlade at skæve til kostpyramiden uden, at det hævner sig i form at overvægt. Arhmen jeg forstår det ikke! Sidst jeg kiggede mig i spejlet var jeg 17 år, rimelig frisk og sådan set også ret slank. Nu - 10 år og en unge senere - er status en smule anderledes. 27 år, indimellem frisk og slank? Not so much! Efter at have bandet over de ekstra kilo, skudt skylden på studiet og dårlig forbrænding er tiden vist inde til at indse, at det muligvis er min og mine søde tænders egen skyld, at de ekstra kilo er kommet snigende.

Så... what to do? Nu er jeg så blevet enig med mig selv om, at jeg er for tyk - som i "der skal gøres noget!"-for tyk. Jeg har altså besluttet mig for at tabe mig. Det vil sige... det har jeg sådan set gjort flere gange. Motivationen er skyhøj. løbeskoene bliver snørret, mini stepperen støvet af og jeg tager en voldsom kold sukker tyrker de første 14 dage og så... løber det hele ud i sandet. Jeg er verdensmester i at bryde de aftaler, jeg har lavet med mig selv. Der skal simpelthen noget andet til - en forpligtelse af en art. Og det er HER bloggen kommer ind i billedet. Inde i mit hoved forestiller jeg mig, at det giver mig lidt ekstra energi på de flade dage, at vide at der er nogen, der kigger med - at der er nogen der holder øje med, om jeg kryber over hvor gærdet er lavest eller snubler hen over det højeste sted.

SÅ! Velkommen til min slankeblog - hvor jeg vil opdatere med op- og nedture i mit slankeeventyr/-mareridt, dele billeder, før og efter, vægt (gisp!), træning, opskrifter og jah - alt hvad der ellers kunne relatere sig til det slankecirkus jeg nu står overfor.

Enjoy!
/Mette