mandag den 13. august 2012

Status uge 1.

Hermed en lille statusopdatering over den første uge i mit slankeprojekt.

Startvægt d. 3/8: 79,8 kg.
Vægt d. 6/8: 78,3
Vægt dd: 76,2

Som i kan se, er der allerede sket en del med vægten. Faktisk har jeg været endnu længere nede, da vægten i lørdags stod på 75,5 kg. Der har siden sneget sig lidt på igen - jeg håber det er muskler, der, som de kloge siger, er tungere end fedt. Det er også lige meget - jeg er meget, meget tilfreds med at have tabt 3,6 kg på kun 1½ uge. Jeg er godt klar over, at jeg ikke har tabt 3,6 kg fedt, og at det heller ikke vil fortsætte i samme tempo, men en god start er i min optik ret vigtig for at holde motivationen.

Den sidste uge har været rigtig god. Det er gået over al forventning med maden og med at skulle undvære sukker. Jeg har slet ikke savnet slik, chips osv. Jeg har fået stillet mit behov med sukkerfrit sodavand, og det har fint slået til. Det er lykkes mig her til aften at være med Jens og Laurits i iskiosken uden selv at få en is. Jeg smagte en skefuld af Laurits', og det var helt fint.
   Jeg er heller ikke så sulten, som jeg havde frygtet, at jeg ville være på dette tidspunkt. Jeg bliver mæt af mindre portioner. Jeg spiser så mange rå grøntsager som jeg kan, og fordi de tager længere tid at tygge, ender jeg ofte med at være mæt, før den afmålte portion er spist. Jeg er sulten sent på aftenen og sidst på eftermiddagen, men jeg forsøger at vænne min hjerne til, at det er ok ikke at være 100% mæt hele tiden. Det er også gået over forventning.
   Min største udfordring er, at få spist i ordentlig tid i hverdagene. I weekenderne er det ikke noget problem, for der spiser jeg bare samtidig med Laurits og Jens. Når jeg bare går her hjemme og passer mig selv, kan jeg godt glemme at spise til frokost. Det er farligt, fordi jeg så bliver sulten og derfor også mere tilbøjelig til at spise for meget. Indtil videre er det gået ok, men jeg ved, at når motivationen daler efter at vægten på et tidspunkt stagnerer (og det ved jeg at den vil), så er det vigtigt ikke at blive så sulten. Så jeg må øve mig på at spise jævnligt og små portioner.

Og så er der motionen...
Det er også gået ok, og jeg skal huske, at når man starter fra 0 (eller minus 100), så rammer man ikke maratonformen på en uge. Min løbetur lørdag var elendig, og det gik heller ikke særlig godt med mine burpees i dag. Lørdag var min krop vist bare TRÆT og havde ikke væske og energi nok til en løbetur i middagssolen. I hvert fald var jeg nødt til at stoppe og gå, da jeg var ca. halvvejs, fordi jeg blev svimmel. Jeg forsøger mig med samme distance i morgen efter jeg har afleveret Laurits i dagpleje, og så håber jeg på et bedre resultet. Mht træningen i dag begik jeg en fejl ved at sætte mig i sofaen og blive kold efter at have gået de 4 km frem og tilbage for at aflevere Laurits. Det var siiiiindssygt hårdt at komme i gang igen, og mine ben var tunge, tunge, tunge. Så jeg sprang lidt let over mine burpees, men lavede resten af programmet som jeg skulle. Så ved jeg det til næste gang - træn direkte efter hjemkomsten og vær ligeglad med om Mikkel Beha er blevet barberet her til morgen.

Så for at opsummere: jeg er meget tilfreds med resultatet, motivationen er stadig høj og jeg glæder mig til, at motionen bliver lettere, og til at jeg forhåbentligt får lidt mere muskelmasse. Jeg har af fire forskellige allerede fået at vide, at man kan begynde at se det på mig. Jeg kan selv se det på min mave, hvor dellen over mit kejsersnitar er blevet mindre - skønt!

/Mette

2 kommentarer:

  1. Hvor er du sej Mette! Du er jo virkelig gået all in på projektet - thumbs up! Du kan roligt være godt og grundigt stolt af dig selv :-) Jeg er selv lige begyndt at løbe igen og har lige hentet din løbe-app, tak for tippet:-) Fortsat god kamp og massevis at heppen og respekt her fra mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Taaak Laura! Ja jeg synes også selv, at jeg har smidt alt hvad jeg har ind i kampen. Ellers bliver det ikke til noget, har jeg lært af bitter erfaring. Tak for hepperiet - det falder på et tørt sted :)

      Slet