torsdag den 16. august 2012

Op og ned..

Sidst var jeg vist rimelig hellig - så vidt jeg husker, fik jeg skrevet noget i retningen af: "Jeg har aldrig lyst til andet end broccoli og postevand". Det var måske liiiiige friskt nok! Tirsdag aften havde jeg sådan rimelig meget lyst til chips og dip, og i går måtte jeg smide "Nul-sukker"-håndklædet i ringen, da jeg grådigt proppede en håndfuld skumfiduser i kraniet efter forsøgsvis at have puttet hysterisk skrigeballon i 1½ time. Da han endelig gik omkuld efter, at jeg imod alle pædagogiske greb bestak ham med to skumfiduser og Rasmus Klump på I-phonen, var jeg træt, sur og sliksulten. Jeg forgreb mig derfor på den pose med skumfiduser, jeg KUN havde åbnet for barnets skýld. Og for lissom at sætte prikken over i'et droppede jeg også min træning. Bum! Når man er sprunget over A, må man også springe over B.

Men det er som om man ikke kan vende ryggen til sin kun i to minutter, og derfor måtte jeg i morges erkende, at det muligvis var en dårlig idé at undlade at træne dagen før. For ikke at komme bagud i træningsregnskabet var der så ikke andet for end at tage to dages træning i dag. Det betød, at da Jens kørte Laurits i dagpleje, snørrede jeg løbeskoene og begav mig afsted. Jeg var lidt nervøs, fordi mit løbeprogram fra i dag begynder at lægge ret mange flere løbeminutter til pr. gang end det tidligere har gjort. Kunne jeg klare det uden at falde i tunge eller snørrebånd? Og svaret er .... JA!! Det gik super godt! Jeg svedte og var udfordret, men helt tilpas. Jeg glædede mig endda til at skulle afsted, og lige nu sidder jeg og overvejer en løbetur i morgen, selvom jeg egentligt først har løbedag på lørdag igen. Men på den måde kunne jeg nemlig indhente den dag, jeg missede sidste lørdag. Jeg er dog lidt i tvivl om, om det er at udfordre skæbnen... det skal jeg lige tænke lidt mere over.

Hjemme igen ventede det styrketræningsprogram jeg sprang over i går:

3x10 Glute Bridges
3x8 Lunges
2 x planke så længe jeg kunne holde det ud
10 minutters sjipning (jeg har steppet i stedet, da jeg stadig ikke har fået hentet sjippetov hjem fra mine forældre endnu)

Jeg er altså ikke så vild med det her styrketræning, og jeg gør det helst i ly af nattens mulm og mørke, så der ikke er nogen som kan se, hvor snotdum jeg ser ud, mens jeg forsøger at efterligne de her øvelser. På et eller andet tidspunkt er jeg nok nødt til droppe forfængeligheden, og give Jens lov til at se, om jeg gør det rigtigt. Indtil da forsøger jeg mig bedst muligt.... og det er ikke kønt, men jeg gør det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar